Tips, tricks og info til Ignite Danmarks oplægsholdere
Skal du holde oplæg til næste Ignite Danmark-event? Så er du endt det helt rigtige sted. Denne side indeholder al den praktiske information du skal bruge som oplægsholder, samt en række gode råd, tips og tricks til at holde en brandgod Ignite!
Praktisk info
Du har sagt ja til at holde et oplæg til det kommende Ignite Danmark-event på SOHO i Kødbyen. Det glæder vi os meget til.
Ignite-teamet sætter alle præsentationer op på forhånd, med en forside med jeres navn og titel på oplægget og sørger for det berømte, automatiske sideskift. Du bedes derfor sende dine 20 slides til os senest tre dage inden det går ned. Send til på mail@ignitedanmark.dk. Send dine slides i PowerPoint, så sørger vi for at alt er klar til din optræden.
På selve aftenen
Det vil være perfekt om du ankommer lidt før showstart. En fra Team Ignite vil registrere dig når du kommer: spørg jer frem, eller bliv fundet. Som oplægsholder spiser og drikker I på husets regning; det vender vi tilbage til.
Her er et par ord om hvad vi har foran os: Fra vi velkommen og starter og til den sidste taler har forladt scenen, går der omkring 2,5 timer. Herefter følger et kæmpe bifald. Indimellem har vi haft to fede sæt og en god, lang pause hvor der er rige muligheder for at tale sammen og se stedet. Når vi er i gang, vil du blive præsenteret med navn og emne, når det er din tur. Du får en mikrofon (headset) på - dine 5 minutter begynder først, når du er klar – men så er resten også op til dig.
En åben fest
Vi ved aldrig helt hvor mange der kommer – men vi inviterer selv bredt, og det er der en masse andre der også gør. Typisk kommer der op imod 100 – og der bliver knald på. Men Ignite Danmark er en åben fest, så gør endelig selv noget for at sprede budskabet om arrangementet. Ignite er 'human shareware' – tag venner og slægtninge med. Det bliver en fest!
Har I andre spørgsmål, så sig til! Du kan altid maile til os på mail@ignitedanmark.dk eller skrive til os på Facebook eller Instagram.
Sådan holder du en (brandgod) Ignite
Om Ignite-formatet
Som du formentlig ved, og ellers opdager ganske snart, er Ignite-formatet specielt ved at alle indlæg er lige lange: 5 minutter. Ikke seks, ikke fire og et halvt, men fem. I løbet af de fem minutter skifter jeres præsentation på præcis 20 sider af sig selv, 4 gange i minuttet, dvs. for hver 15. sekund. Vi sørger for automatikken, men du leverer de 20 sider. Den enkelte side kan godt vises mere end én gang: Har du brug for 30 sekunder til en side, viser du den bare to gange etc. Men hele pointen er, at du ikke har kontrollen når først vi er i gang. Billederne kører mens du taler, det er ren magi.
Hos Ignite Danmark tror vi på, at alle har mindst én historie, som fortjener at blive fortalt. Alle ved noget, har oplevet noget, har tænkt over noget, er vildt optagede af noget, brænder for noget. Og alle kan give en ”gave”' til publikum, ved at dele det noget med dem.
Optakt
Ignite er LESS IS MORE: første opgave er at finde frem til, hvad essensen af dit oplæg er – hvad skal omdrejningspunktet være?
Selvfølgelig kan vi ikke komme rundt om alting på fem minutter. Derfor anbefaler vi ét eller ganske få hovedbudskaber, som du kan tale om, og som udgør skelettet i din historie.
Måske bliver det til en afsluttet historie, måske vil du med dit oplæg opfordre til videre samtale og refleksion - enten i pausen, eller når vi har været igennem alle talere og puster ud efter de sidste klapsalver.
Præsentationen
Din præsentation består af 20 billeder samlet i én Power Point, som du sender til os på mail@ignitedanmark.dk. Vi sørger for at sætte det op i det endelige format, inkl. forside med dit navn og titel på dit oplæg.
Vi anbefaler at du kun bruger billeder i dine slides. Nogle tænker måske “hvad så med mine animationer?”. Vores svar er, at du bør overveje, om du har brug for dem. Vi vil hellere nyde din historie uden animation, der tager opmærksomheden fra dig, og det du siger. Det samme gælder tekst - vi vil heller høre din historie, end at læse på en skærm.
Har du brug for at et billeder står i mere end 15 sekunder, hvis du fx skal forklare et diagram, eller du bare er vild med den der skovscene, så er det også muligt. Du skal bare duplikere det pågældende dias i præsentationen, og vupti så har du 30 sekunders skovscene. Men gør det ikke for mange gange, så mister du den særlige dynamik, der er kernen i Ignite-formatet.
De 20 slides skal fungere som baggrund for din historie. De skal understøtte, understrege og skabe stemning. Vi anbefaler at du vælger en god, høj opløsning og overvejer, hvor mange detaljer der er nødvendige i dine billeder – husk at de ”kun” står i 15 sek. Så de skal være lette at afkode. Har du ikke 20 billeder fra dit eget personlige billedkartotek, kan du søge inspiration på fx Pixabay, så har du også det med rettigheder til billederne på det rene.
Det er også en fordel at starte præsentationen 'in medias res' som man siger på udenlandsk, i stedet for at bruge tid på introducere dig selv, fortælle hvor mange kurser du har taget, eller hvilke job du har haft. Så er halvdelen af tiden allerede gået.
Du kan med fordel åbne ”ballet” med en illustration, et scenarie, eller et specifikt eksempel på, hvad din præsentation handler om. Så er du i gang og publikum er med fra start.
Forberedelse
Der er mange forskellige måder at bygge en Ignite-præsentation op på. Nogle starter med at sætte post-its på en hvid væg, nogle skriver ”talen” først, andre nedfælder 20 bullets på et papir, og andre igen arbejder direkte med udgangspunkt i de 20 billeder i Powerpoint. Alle metoder er lige gode, så find den metode, du synes fungerer bedst for dig.
Vi anbefaler at du øver dig….altså fremsiger, det du vil sige højt for dig selv (eller for kæresten, konen, manden, katten). Det kan hjælpe dig til at finde den rette sammenhæng, rækkefølge og ”flow” i din historie.
Vi anbefaler IKKE at man anvender cue cards. Erfaringen siger at sedlerne låser dig fast, du ser på kortet og ikke på publikum, du får svært ved at tilpasse tiden, for du føler at du skal sige alt det, der står på sedlen. Se om du kan tale frit uden noter, og i stedet støtte dig til dine slides. Har du alligevel brug for at støtte dig til noter, så gør dem korte, til stikord, der kan bære dig videre. Og, husk….det er kun dig selv, der ved præcis, hvad du havde tænkt dig at sige…. 😉
På scenen (når musikken begynder at spille ...)
Har du lidt nervøs for at optræde så har vi her fire enkle tip:
- Forbliv rolig! Du bliver nervøs – det kan hjælpe at sige det højt og huske at det sker for alle.
- Hvis du glemmer noget under præsentationen, vil du være den eneste, der ved det.
- Taler du for hurtigt i forhold til billederne, så hold en lille pause - pauser er gode til at understrege kontrol og det giver dig lige en mulighed for at trække vejret ned i maven
- Hvis du kommer bagud i forhold til dine billeder, så er det heller ikke et problem. Du kan sagtens klippe et par hjørner af din tale uden at det gør noget – følg billederne og genoptag din historie.
En sidste anbefaling: nyd dit øjeblik på scenen og modtag roligt publikums varme anerkendelse når du er færdig.
Du kan se eksempler på, hvordan andre har ignitet på vores Youtube-kanal.
Lyder enkelt, ikke?
Bliv oplægsholder for Ignite Danmark
Vil du gerne holde oplæg til næste Ignite Danmark? Så send os blot en mail på mail@ignitedanmark.dk, og skriv gerne hvad du vil tale om (hvis du har besluttet dig!). Derefter vil vi fortælle dig alt du behøver at vide for at blive klar til at brillere på scenen!